en vildkat i Istanbul. Taget foran en dyreforretning. Dåserne bag den indholder kattemad..der stod den længe og kigge sultent på lækkerierne

- og et par enkelte “røvere”

Jeg har tilbragt fem dage i Istanbul sammen med 11 andre med gadefotografi som formål.

Selvom man betragter sig selv som et åbent og tolerant menneske kan jeg ikke sige mig fri for at have nogle forestillinger omkring mennesker i andre lande og deres kultur. Nu har jeg været i Istanbul før og haft en del kontakt tidligere til kolleger i Tyrkiet så negativ forudintaget var jeg ikke. Men jeg er blevet overmåde positivt overrasket !

Tyrkerne var utroligt imødekommende! Vi var der for at fotograferer dem og der blev stort set ikke sagt nej. Tværtimod blver man stoppet på gaden og med fagter fortalt at man skulle tage en billed af dem. Og de sagde tak bagefter….

Rent fotografisk var de nogle gange lidt for imødekommende idet de stillede sig an og vi var jo mere efter et naturligt udtryk. Jeg har aldrig spurgt så mange ukendte personer for mig at om jeg måtte fotografer dem, deres butik, værksted eller hvad det nu måtte have været.

Med de “enkelte røvere” men jeg at man lige skal holde et vågent øje med taxachaufførerne. Så forsøger de at overtale en til fast pris og pludselig finder de ud af at deres taxameter, som snurrer helt vildt, har en løs forbindelse….

Vi besøgte også en moske under fredagbønnen. En stor begivenhed som dag som blev tv transmitteret. Igen venligheden selv. Vi fotograferede løs og ingen “beklagede sig”.

Istanbul kan man godt tage tilbage til…

Facebook eksisterer på baggrund af vores behov for anerkendelse. Der findes en “like”-kanp men ikke en “dislike”-knap. Og der bliver trykket ihærdigt ! Og måske nogen gange lidt kritikløst ? Vi ønsker jo ikke at såre nogen…

Anerkendende ledelse er også meget populært i erhvervslivet men for at det hele ikke skal blive sådan en gang sødsuppe må der være en “dislike”-knap.

Vort behov for anerkendelse synes endeløst. Nogen gang støder man på menneskelige sorte huller. En som kan blive ved med at suge til sig og alt ud af en. Dem som hele tiden søger bekræftelse på at de er ok og det de gør er godt nok. At deres hjemmelavede vin er virkelig god og man kan næsten ikke smage forskel på en Barolo og deres vin, at deres fotografier er rigtigt gode, at deres digte rammer lige i hjertet. Men helst anerkendenede ord og selverkendeelse er måske lidt fjernt for dem.

Wikipedia:
“Anerkendelse betyder i en vis forstand en værdsættelse af et selv eller flere selv”

Avisen Politikken havde fornylig et interessant artikel om anerkendelse. Du kan se den her

Og det, igen med skam at meddele, er ikke første gang det er sket. For nogle år siden var der afskedsreception for en ældre medarbejder som jeg nogle år tidligere havde været chef for. Ved receptionens afslutning kom hun hen til mig, gav mig hånden og sagde at jeg havde været den bedste chef hun nogensinde havde haft. Og med næste 50 år i dansk erhvervsliv havde hun haft et par chefer…. Heller ikke det kunne jeg i øjeblikket værdsætter men nu, nogle år senere, er jeg superglad for hendes ord og lidt skamfuld over at jeg ikke satte mere pris på det da.

Det er sikkert ikke de eneste eksempler og sikkert ikke sidste gang det sker for mig. At være her og nu er ikke så nemt som det måske lyder.

Det menneskelige sind er heldigvis udstyret med en ganske god evne til at fortrænge oplevelser og se den i en positivt, lyserød skær som et filter i photoshop.

I de to eksempler jeg gav var jeg sikkert så optaget af diverse problemer at jeg ikke evnede at glæde mig. Nu hvor de problemer er næsten fortrængt kan de gode minder træde frem.

Nu husker jeg en masse gode oplevelser fra min tid som Regional Service Manager som fx turenne til Hong Kong, turene til Istanbul, Milano, Hamburg og Wien og de mange søde, rare og sjove mennesker. De dumme svin, turen til Stupava, de uendelige mange og kedelige møder har jeg næsten glemt…

Til min store forskrækkelse begynder jeg at forstår at ældre mennesker ofte synes at det var meget bedre i de gamle dage. det var det helt sikkert ikke men den lyserøde filter i photoshop er altså rigtig godt.

Men jeg synes sgu at det er i orden at vi forlanger noget af os selv og andre. Det er bevares ikke altid at man kan leve op til det men som det så rigtigt er blevet sagt: ”Ræk ud efter stjernerne ! Du når dem måske ikke men i det mindste får du ikke mudder på hænderne….”

Og hvad udløser så denne svada ?

Jeg er i en godt stykke tid blevet mere og mere irriteret på journalister og medier. Ikke alle naturligvis, men nogle.

Jeg har simpelthen den opfattelse at journalister skal formidle til mig, sætte tingene i perspektiv, finde baggrunden for historien. Så skal jeg nok selv tage stilling.

Journalister er jo den fjerde statsmagt så det er meget vigtig at de er dygtige, uafhængige etc. Og vi danner jo vor meninger og opfattelser baseret på det vi ser og høre i medierne. Så derfor kan det måske ikke undre at jeg så ofte støde på forenklede synspunkter – og helt sikket også har dem selv.

Alt for ofte er det, efter min opfattelse, rene afskrivninger af pressemeddelser som bliver underskrevet af en journalist uden at historien eller nyheden lige underlægges et journalistisk filter.
Det er måske fair nok at man på mange nedbarberede redaktioner tager rå pressemeddelser men så skriv da at det er en pressemeddelse og sæt ikke dit navn under.

Når der er et navn under har jeg en forventning om at det er bearbejdet, undersøgt, tænkt over og tygget på.

Hvorfor er der ikke presseetiske regler for anvendelse af pressemeddelelser ? Alt for meget ordgejl og tomme anprisninger bliver sendt i omløb. Skrevet at dygtige marketingfollk i pr-bureauer.

På flere medier skriver man nu ikke bare journalistens navn men også vedkommendes email adresse. Hvilket er jeg opfatter som en god ting og som om man måske vil i dialog med sine læsere, lyttere, seere. Med det lader ikke til at være tilfældet. Benytter man sig af denne invitation sker der…ingenting !

Jeg er helt med på at man ikke kan besvare alle henvendelser men man kunne måske starte med at lave et auto-replay : ”Tak for din henvendelse etc” Det koster sgu da ikke noget !

Det er vel også kendt at mange medier bruger produkt placement i deres billeder og artikler. På tv området er der EU regler men jeg er faktisk ikke sikker på at det også gælder andre medie. Faktum er det at jeg ikke erindre at have læst eller set en artikel på internet med en billedflade, hvor man har gjort opmærksom på at der er tale om product placement. I det mindste er James Bond jo helt tydelig omkring det (såvidt jeg ved…).

Og det sidste sure opstød omkring emnet: hold nu op med at benytte alle disse mere eller mindre selvudnævnte eksperter ! Hvis tanken er at de skal give troværdighed til en historie har det den stik modsatte effekt på mig….når en ”ekspert” udtaler om et emne går alle mine alarmklokker i gang og jeg bruge tid på at undersøge hvilket baggrund denne ”ekspert” har.

Jeg har også den forventning af en ekspert kan fortælle mig noget jeg ikke ved eeller umidelbart sevl tænke mig til, kan formidler et måske kompliceret stof til mig og kunne sætte historien/nyheden i perspektiv for mig. Det sker desværre alt for sjældent…..

Jeg tror, at jeg skal blive bedre til at sige “pyt”.

Nu har jeg så fået et attak igen. Umiddelbart mindre end sidste år hvilket måske, måske ikke, skyldes min nye behandling med Tyssabri.

Modstridende tanker går igennem hovedet: skal jeg være glad for at det trods alt ikke er værre (så en bekendt idag på Riget som er meget, meget hårdt ramt!) eller skal jeg være ked af det ?

Tror måske at når det kommer lidt på afstand kan jeg rumme begge følelser….

Ved heller ikke om jeg ville foretrække, at det som nu skal ramme mig kom i et hug istedet for det her kommer snigende og som terror angreb. Man kan sige, at fik man det i et hug så ved man, hvad man har at rette sig efter og omvendt kan man sige at så kan man glæde sig over det man nu engang har sålænge man har det.

PS: Jeg er eddermaeme træt af det !

I’m ready
Ready for the laughing gas
I’m ready
Ready for what’s next
Ready to duck
Ready to dive
Ready to say
I’m glad to be alive
I’m ready
Ready for the push

Det er Astrids beslutnning at ville skifte skole og er truffet efter mange tanker, spekulationer og mange snakke i hjemmet.

Jeg selv har gået på privatskole. Først Institut Sankt Joseph og siden på Niels Steensen.

Alligevel har tanken om ,at mine børn skulle gå på privatskole ikke tidligere presset sig på. Jeg mente, og mener, at det er ekstremt vigtigt, at vi har en god folkeskole.

Ikke bare en rummelig folkeskole med plads til alle men også en folkeskole med høj faglighed hvor trivsel også er i højsædet – for alle elever og lærere. Trivsel dækker både over de fysiske rammer og det psykiske miljø. Det er min fulde overbevisning at trivsel ikke bare fremme indlæring men er en helt nødvendig forudsætning for læring.

Det har derfor været en meget stor skuffelse, at opleve at flere folskeskoler i området ikke har kunne besvarer vor emails og heller ikke har kunnet ulejlige sig med at vende tilbage på vore adskillige telefoniske henvendelser.

Havde bare een af dem gjort det gik vor datter stadig i folkeskolen….

Klasselæren på Zahles ringede prompte – en fredag kl 19.00, aftalte samtale mandag kl 14.00, besked om optagelse tirdag kl. 09.30, ringede kl 17.30 samme dag for at aftale skolestart. Sådan !

Nu tror mange sikket at en privatskole er sådan en slags eliteskole. Fakta er helt klart at mange privatskoler opnår højere karakterer for deres elever ved afgangsprøven. Men det handler, meget glædeligt og klædeligt, ikke kun om karakterer.

Astrid skulle til en optagelsessamtale. Der blev faktisk ikke spurgt meget til den faglige men de lagde hovedvægten på at finde ud af om Astrid ville passe ind på deres skole og i klassen.

De hensyn kan folkeskolen sjældendt tage men omvendt set har de også flere ressourcer til rådighed.

I december lavede jeg en Top-10 Plusser og Minusser i 2011 og nu er tiden kommer til at se fremad med håb, ønsker og planer for 2012.

Jeg håber inderligt, at familien her vil blive forskånet for mere sygdom og jeg håber, at vi fortsat kan holde humøret højt og sætte hatten på sned.

Jeg håber også, at jeg kan gennemføre mit mål om at sejle til Bornholm i Frau Wesmann II til foråret. Endnu er der lang vej til at forudsætningerne er opfyldt…

Jeg håber, at jeg kan få taget nogle fede billeder i 2012 – jeg kunne godt tænke mig bare een enkelt gang at bliver nr. 1 i den interne konkurrence. Og så kunne det da være sjovt at få endnu en reportage i Zoom…..

Jeg håber Astrid finder glæden ved skolen igen, at Katrine holder skruen i vandet og at Anne laver sine daglige øvelser…

Jeg håber, at Tysabri også vil være en genial medicin for mig…

Jeg håber på en god konfirmation, en god 50-års og 18-års fødselsdag.

og sikkert en masse andet….

PS: og fred på jord….

Håb er forventningen om at noget ønsket måske vil indtræffe. Håbet hænger således sammen med tiden og at vi i nutiden ikke kan vide, hvad der vil ske i fremtiden. /Widipedia

Ved nytåret er det kutyme at gøre status over det forgangne år. Diverse medier plejer at udsende en strøm af Top-10 lister over det bedste og værste i 2011. Og det vil jeg så også !

Bare rolig: jeg laver ikke et Award Show som sendefladen op til Nytåret er blevet så overfyldt med. Award Shows, hvor vi kan klappe hinanden på skulderen og bekræfte hinanden i hvor utrolig gode, smukke og lækre vi er…men det er vi da !

Indlægget her hedder “1o plusser og minusser – plus/minus”. Det sidste plus/minus skal opfattes som at det er muligt at der ikke lige er 10…

Plusser og minusser skal forstås i en bred sammenhæng. 10 gode ting fra året værende gode ting og oplevelser. 10 minusser værende dårlige ting, skuffelser eller andet fra livets skyggeside (poetisk, ik?)

Man skal ikke hænge sig for meget i numrene. Imorgen kunne rækkefølgen være en helt anden og jeg synes det er helt umuligt at veje dem op imod hinanden.

Altså, de 10 plusser:

1: Jordan
En uforglemmelig rejse til Jordan i foråret.
2: Reportagen i Magasinet Zoom
Min reportage i Zoom synes jeg blev rigtig god – og jeg er superstolt ! Indrømet at jeg har to eksemplareraf dette stjernenummer: et som der må bladres i og et hvor man ikke må….
3: Dansk Nikon Klub
Jeg er begyndt at komme i Dansk Nikon Klub. Vil sige at det er den bedste klub og hyggeligste klub jeg har været medlem af mange år. Sgu dejligt at man KAN blive medlem af en fotoklub..:-)
4: Nikon D700 (og andet fotogrej..)
Jeg har fået (købt) et Nikon D700 og det er jeg sindssygt glad for ! Er billederne bedre nu ? Næppe, men jeg kan godt lide at tro det….
5: Jul i Hamborg
Også i år blev det en juletur til Hamborg. Det er ligesom ikke jul uden….
6: Mine døtre
Synes det var mega flot af den yngste at tage alene på SportsCamp og er glad for at den ældste opførte sig rimelig anstændig på årets Roskilde Festival (såvidt vides…)
7: Lotto
Jeg vandt 3 uger i træk i Lotto ! Can you believe it ? den samlede genvinst beløb sig til 170 kroner – mange bække små..
8: Mine venner
Jeg er utrolig glad og taknemmelig for støtten og hjælpen jeg, og vi, har modtaget også i år. Tak !
9: Rokokoposten
Jeg er blevet gjort opmærksom på Rokokoposten.dk – et helt igennem genial site. Jeg ved næsten ikke om man skal grine eller græde…
10: det nye køkken
I huset har vi fået nyt køkken. Det er dejligt – alle har ret til et fedt køkken. DIXI
11: Portrætdag i Ping Pong
Jeg skal være den første til at erkende at ikke alle billeder blev vellykket. Men jeg havde en supergod dag og lærte meget. Jeg håber meget at nogle synes de fik gode billder, havde en god oplevelse og er friske en anden gang…
12: Min hustru
Det ville jo ikke være en god liste uden at min hustru stod på den…
13: Koncert med Rasmus Walter
Fruen og jeg var til koncert med Rasmus Walter i Lille Vega. Hvad skal jeg sige ? Den bedste koncertoplevelse i flere år – på Top 5 over alle koncerter.

Og nu de 10 minusser:

1: Et attak i foråret
2: de ting som jeg har måtte opgive (fx at arbejde)
3: det danske sommervejr. Need I say more ?
4: heller ikke i år blev der sejlet…:-(
5: selvhentere..
Jeg er sindssygt træt af at man skal rykke for svar hele tiden. At nogle svar et et link hvor “du kan læse mere her…”
6: min brors blodprop
7: Foto konkurrencer på Facebook
Det lort skal man holde sig fra ! Rønnebærene er ikke sure – har ikke selv deltaget men har fulgt flere og det er noget skod.

Jeg har set vidoen og udover at der var et ansigt eller to jeg kender, fik det mig til at tænke ”Hold kæft hvor er de glade” og jeg kom til at tænke på den samhørighedsfølelse de måske har haft der; under optagelsserne; i øjebilikket.

Det fik mig til at tænke på min skolegang. Jeg har gået på katolsk privatskole uden det dog har gjort mig hverken religiøs eller særlig troende. På den skole havde de et kapel og det var ikke usædvanligt at Søster Hildegunde (yes…) tog os med derop for at synge. Salmer, forståes, som en pris til Gud.

Jeg synger af ht men her husker jeg følelsen af samhørighed; at være sammen. En følelsen som jeg også siden har oplevet i kirken (de få gange jeg har været der efterfølgende) men jeg huske også den følelse fra jobbet og fra foreningslivet.

Den følelsen af at her var man sammen med andre mennesker, og man var her og nu, i går havde ingen relevans og man tænkte på hvad man kunne sammen i morgen. Sikke en energi og tro på tingene.

Meget måtte gerne være anderledes men følelsen af samhørighed ville jeg sgu være ked af at miste.

Det skete efter en snak med et meget optimistisk neurolog – han mente at jeg nok ikke ville få flere attakker og at de seneste skader kunne blive rullet tilbage.

Han lovede ikke noget (det kan han heller ikke) men det tændte et håb som jeg må erkende blev til en helt urealistisk forventning. Jeg håbede på, at knips var de seneste skader væk, knips og jeg ville få det væsentlig bedre, knips og smertene i mine ben ville forsvinde.

Det er ikke sket endnu. Tværtimod har den senest uge været en skidt uge. Men denne uge bliver meget bedre !

Sjovt som et lille håb kan forvanskes til en forventning i den menneskelige hjerne (det er sikket ikke kun min som gør noget sådant). Men ved jo godt rationelt at det ikke sker sådan – knips – men man håber så inderligt, at man ikke kan tøjle håbet mere, som så bliver til en forventning, som så blive til en desillusion og en skuffelse.