Ingen kan lide en tudefrans men mænd græder også. Heldigvis at de kan.
Jeg er fra en overgangstid. Fra 1967 med ungdomsoprør, 70er med feminister og Grevinde Danner. Det har ændret kønsrollerne. Sammen med meget andet. Jeg er mand men har aldrig defineret mig som “mand”. Jeg syntes og synes at de mandebillleder man så i amerikanske westerns med John Wayne var latterlige. Store, tavse. Kommanderende. Den neurotiske, storsnakkende Woody Allen synes jeg var både interessant og sjov. Men ikke rigtigt et ideal. Dreng fra ydre Østerbro som gerne ville være som Woody fra New York. Ikke rigtigt.
Jeg er fra en tid hvor mænd ikke kunne vaske tøj og kunne kun steger bøffer på en grill. Man forventede at det kunne man(d). Og køre bil var man født til. Save og bore lå jo naturligt lige som at spille fodbold og lave drengestreger. Virkelig noget vrøvl !
Selv bliver jeg ofte rørt. På den gode måde af skønhed, af venlighed. Der er oplevelse af stor skønhed og dér kan jeg god blive rørt. Ligesom jeg kan blive ked af det ved at se og høre om overgreb og brutalitet.
Og jeg har ingen problemer med at vise det. Selvom jeg også erkender at det til tider er ubelejligt. Min MS har forstærket det og jeg bliver lettere rørt nu. Men det er sådan det. Det er hverken “tudeprins” eller “nyt mandeideal”
Alle er vi forskellige. Preben er ikke som Søren. Det skal det være plads til uden ord som “tudeprins” eller “knudemand”