Kim døde den 25. marts 2020 – året, hvor han ville være blevet 60 år.
Kort tid efter hans død lavede jeg en nekrolog og jeg står ved hvert et ord. Nu da han er død kan jeg desværre føre min bror til listen over personer fra min barndom, som er døde. Det her er min udlægning – det er vigtigt at holde sig for øje.
Det er vigtigt at skrive om min barndom og opvækst. Det har præget mig som alle andre og når jeg ikker er her mere er der ingen andre til, at fortælle historien om den lille familie i Rudolph Bergs Gade 18.
Kim blev født den 17. september 1960. Jeg tror bestemt ikke han var planlagt (det var jeg heller ikke) men resultatet af en “flirt gone bad”. Og så var der kun en ting at gøre i 1960: at blive gift. Jeg har mine forældres bryllupsbilleder og lykken stråler nu ikke fra dem….
De helt unge år
Jeg ved ikke meget om perioden fra 1960 til 1967, hvor jeg blev født men har fået enkelte ting fortalt:
Min fars søn – Leon -fra en tidligere ægteskab kom i hjemmet men det sluttede og han blev adopteret af sin stedfar.
Min faster og onkel boede med deres to sønner – Michael og Max i Haraldsgade – hvor min far og hans søster også voksede op. Mener at de boede hos min bedstefar ihvertfald i en periode. I 1974 blev udbygningen af Lyngby motorvejen afsluttet og i forbindelse med byggeriet blev adskillige boliger revet ned og haver annulleret. Heriblandt der hvor min faster boede. De flyttede senere til Klampenborg men det er en anden historie.
Min mormor havde en stor familie, som på det tidspunkt boede i Vognmandsmarken. Det var tidligere militærbarakker og temmelig kummerligt. Det var slum og stedet hvor mange gæstearbejdere senere startede deres liv i Danmark. Men jeg forstår, har ikke selv oplevet det, at der var fest og glade dage dér.
Men al det familie og familiesammehold gik itu. Det er mit indtryk, at der blandt folk fra Haraldsgade var et stærkt sammenhold. De havde gået i samme skole – Klostervænget – var døbt og konfirmeret i samme kirke – Taksigelseskirken – de var vokset op under krigen og i tiden efter. Flere fra dengang mødte jeg som barn – hos min faster og onkel. Vores far var ikke god til at pleje forbindelser. Nu hed han også “Christian” og brugte ikke det navn alle kendte ham under: “Hans”. Jeg husker Sonja og hendes søn, Birger. Jeg husker Birthe og flere andre.
Og hvorfor nævner jeg al det i forbindelse med min bror ? Fordi jeg tror det har haft en betydning. I de tidligere år var der et netværk tæt på. Vi var på ferier med min faster og onkel, mine forældre kom sammen med min mors Onkel Harry og Tante Margrethe etc
Skolegang uden succes
Min bror kom som alle andre på Klostervængets Skole. Jeg husker, at han fulgte mig i børnehave ved Taksigelses kirken (det var kirkens børnehave). Men min brors skolegang var ikke god. Der var en del forsøg i folkeskolen i de år og samtlige lærere kom fra Blågårds Seminarium, der var kendt som værende “rødt”. Kim var stærkt ordblind og kunne hverken stave eller skrive før sent og det kom han kun til, fordi min mor øvede med ham i mange år – der var ikke megen støtte at hente i skolen.
En stor del af min brors skoletid gik med at spille kort og passe den skildpadde de havde i klasselokalet. Typisk for tiden skrev han stil om den cubanske revolution.
I 1967 bliver byggeriet i Studsgaardsgade færdigt. Et betonbyggeri (grimt synes jeg) og det udviklede sig uheldigt. I min barndom var der ugentligt påsatte brande, bander og andet uheldigt. Intet under af Grønjakkerne startede der…Jeg havde forbud mod at komme i i Studsgaardsgade. Det var vanskeligere med min bror, som gik i skole med mange derfra.
Det betyder også, at jeg slet ikke kan husker at min bror har haft venner eller skolekamerater hjemme. Det var nu heller ikke populært. De skulle være ude kl 16.30 når min far kom hjem og søndagen var et totalt no go. Den slags er ikke befordrende for at skaffe sig mange venner.
Kim var et roligt barn – han skulle bare have en våd vaskeklud (som min mor sagde) og så var han beskæftiget. Det med at stimulerer børn var ikke noget man gik meget op i i 60erne. Det har sikkert passet mine forældre godt med den type af barn for jeg tror min forældre var mere interesseret i andre ting. Jeg har aldrig spillet bold med min far og mine forældre deltog kun nødtvunget i forældermøder i skolen og det med at se os spille fodbold en onsdag aften skete bare ikke.
Det gjorde det heller ikke nemmere at Kim var overvægtig (som jeg), at han var hårdt angrebet af akne og at vi gik i aflagt tøj og boede småt (55kvm uden bad og med petroleumsfyr i den ene stue). Det har ikke været nemt – faktisk umuligt – at være den alle gerne ville være venner med.
Min bror havde et særligt forhold til min onkel Niels – min mors lillebror og det skulle senere viser sig at indeholde en stor skuffelse.
Kim i trøjen
Skolen var jo ingen succes så da forsvaret søgte konstabelelever var det det Kim skulle. Først nogle måneder i Næstved (hvor min far havde været Garder Husar), så Vordingborg, så Østerbrogades kaserne, så Svanemølleskaserne og så Høvelte.
Jeg har flere minder fra den tid – specielt Østerbrogades kaserne. Der var fx en gymnastiksal hvor vi kunne spille badminton men set i bakspejlet tror jeg nu at min bror kun sagde ja til at spille med sin 15 årige lillebror af pligt. Tror Kim havde en stor følelse af ansvar overfor mig. Han tog det på sig, havde ting med hjem til mig fra Nato øvelser i Tyskland, gaver fra studietur på Sicilien og han betalte for min skitur med skolen, som mine forældre ikke havde råd til.
Jeg husker min frustration over at aldersforskellen mellen os – 7 år – pludselig havde en stor betydning. Klart – når man er 19 år, ryger og går med damer synes man ikke en tyk lillebror på 12 er sagen. Det løsnede først op da jeg blev ca 18 år så gik det bedre men jeg var lillebror. Sikkert helt normalt. Jeg har altid følt og sagt mange gang at Kim var den bedste bror man kunne have da jeg var barn. Derom er der ingen tvivl. De 7 år i aldersforskel var dumme for det betød, at vi ingenting var for hinanden i den svære ungdomstid.
På en eller anden måde blev Kim altid en prygelknabe – en man kunne kører på, grine af og som aldrig slog i bordet. En slags Muhammed Ali, der gemte sig bag dobbeltparader og bare tog imod. Men han slog aldrig igen…
Det er svært for mig at vide hvordan han opfattede vore forældres skilsmisse. Man sagde jo ikke så meget dengang men jeg tror han vælge at blive boende hos min far i nogle år for “tage sig lidt af far”, som var noget rystet. Jeg tror desværre også min far udnytter det urimeligt og min bror kommer ihvertfald ikke gratis til noget. Da min far inviterer til Italien “som i de gode gamle dage” hvor hans kæreste – Birthe fra Haraldsgade – skulle med også – betaler min bror for mig. Ikke at han nogenside siger det til mig – det gjorde min mor år senere.
Min far opførte sig virkelig dårligt i årene efter skilsmissen. Jeg var typen, der blev vred og ikke mente det kunne være rigtigt – min bror tilgav.
I årene som ungkarl i Horsensgade blev han den de øvrige beboer altid kunne gå til og de kunne drikke hans whiskey. Da Østerbrogades kaserne skulle lukke blev han skuffet over de øvrige på vagtholdet – dem han have været på 24-timers vagt med i mange år, dem han havde være på interrail med. Kim have været fællestillidsmand, hvilket skabte nogle store diskussioner hjemme hvor fagforening var lig med pamperi ifølge min far, men der oplevede han at solidaritet ikke gik så langt på literen. Men han sagde jo aldrig noget.
Han sagde faktisk heller ingenting da jeg forsøgte tale med ham. Sådan rigtig tale. Om vores barndom, alle de begravelser vi har oplevet og hvodan jeg misundte han for nogle egenskaber. Jeg sagde en masse. Kim sagde ingenting. Det var mærkeligt og måske helt typisk for os begge.
Der er i de år venskabet med Niels bliver ødelagt (helt igennem min onkels skyld!) og jeg føler vi har en god relation. I 1991 tager vi på ferie sammen. En biltur til Italien – Kim, mig selv og hende som nu er min hustru. Det bliver en god tur ! En tur som jeg husker den dag idag.
De skøre ideers tid
Det er også i de år Kim “udvikler” forskellige ideer: så vil han lave et malerfirma, så vil have lave et vinduespudserfirma. Fælles er
A) det bliver aldrig til noget
B) han får lavet visitkort und alles (før “hjemmeside” blev opfundet). Men det kommer ikke videre.
C) han siger ikke noget til nogen, han spørger ingen til råds. Han laver det for sig selv i hans to-værelses på Østerbro.
Min teori omkring C er at han oplever ikke han får noget ud af at sige det til nogen Det ville bare blive skudt ned….min mor ville sige “du er tosset, Kim”, min far ville have sagt noget retning om at det nok går galt som det plejer og havde fundet alle fejlene i planen – og jeg havde nok rystet på hovedet.
Karrierermæssigt går det godt for mig og også på det personlige plan. Jeg har fundet en kæreste (hende fra Italiens turen), vi skal have barn og køber hus i Humlebæk. Min mor er død året før. Hun var måske den eneste som forstod Kim – hun var ihvertfald den eneste, som kunne sige noget til ham, hvor han lyttede.
I det hele taget måske lidt “uretfærdigt” at jeg skulle være far – jeg, som aldrig have brudt mig om børn. Min bror derimod elskede børn. Han elskede at kunne give dem en godtepose og klæde sig ud som julemand til jul. Han elskede at kunne sige ho-ho-ho og jeg syntes det var totalt tosset
Men det var der flere børn, som havde glæde af: min onkels søn, Brian og min ene fætters to børn, Patrick og Sacha.
Kim på Filippinerne
Kim havde flere korte forhold (nogle af dem kom i stand på en sjov baggrund). Det var en stor overraskelse at Kim omkring jul, som jeg husker det, fortæller at han har skrevet sammen med en kvinde fra Filippinerne, at han skal derned i starten af den nye år for at at møde hende og…. som jeg husker det er jeg overrasket (det ligger også mere end 20 år tilbage) men altså positiv. Han har fundet hende via et bureau. Hvordan og hvorledes aner jeg ikke. Det er før internettets tid og jeg vil ikke spørge for meget men jeg tror han havde set en annonce. Jeg kender trods alt min bror: det ville blive opfattet at jeg var negativ og sikkert blive besvaret med halve sandheder.
Han kommer hjem fra den tur og helt i syvende himmel. Og skal giftes senere på året derude og så skal giftemålet bekræftes i Danmark. Han er i 7ende himmel og siger han at han allerede efter brevene var forelsket og nu var det blevet bekræftet. Inderste inde er jeg lidt skeptisk over hvormegen kærlighed der udgå fra Filippinerne i min brors retning. Men er positiv da min bror er glad. Min bror tror det er kærlighed – det vat det måske også; det kan jeg ikke vide – eller vælger at tro det.
Senere på året kommer min bror og nu kone til Danmark. Vejret bekommer ikke godt og jeg opfatter en ung kvinde med ambitioner, ønsker og ben i næsen. Første søn kommer til verden ca 9 måneder senere – “hole in one” som min bror sagde…
Jeg bliver spurgt og presset flere gang om at tage til Filippinerne. Men jeg har stærk flyskræk og ingen interesse i at tage derud. Det blev et tema i 20 år: min bror mente jeg skulle tage derud og jeg svarede hvergang nej. Nogengange heftigt. Jeg havde også en skidt fornemmelse af, at det ikke kun handlede om at jeg skulle beundre palmerne men at jeg skulle “hverves”.
Jeg oplever også, at min bror forsøger at gøre sin kone tilfreds men det er også tydeligt, at hun ikke er glad. Hjemve ? Måske. Skuffet ? Måske. Jeg ved det ikke og finder heller aldrig ud af det. Og det er helt sikkert ikke nemt at komme fra den anden side af jordkloden til en fremmed kultur.
På et tidpunkt fortæller min bror ,at han har besluttet at sælge alt og flytte til Filippinerne. Hvad skal man sige til det ? Jeg kan ikke huske hvad jeg sagde men har sikkert været skeptisk.
Min svigerinde var god til at etablere et netværk. Sikkert igennem den katolske kirke på Amager, hvor en del filippinere kommer. Ganske umærkelig blev min bror venskabskreds skiftet ud – par med en dansk mand og en filipinsk kvinde eller single fillipinsk kvinde. En af disse bestod af en dansk mand som var ejendomsmægler og han tilbød at sælge min brors lejlighed. Jeg opfattede mange af de mænd som totalt vatnisser – rene skødehunde.
Solgt blev lejligheden men til meget mindre end lovet. Men den stoppede ikke min bror eller gav anledning til eftertanke. Han havde fået en tendens til at forsætte lige meget hvad og han ville drøne direkte i filippinergraven med fuld fart. Lejligheden blev solgt på at lidt dårligt tidpunkt så min bror, svigerinde og nevø bor et stykke tid hos min far. Jeg fornemmer at min far ikke er vildt begejstret men at min bror insisterer.
Vi havde delt boet efter min mor som nogle år tidligere havde delt boet efter sin mor (vores mormor) med sin bror. Fra min mormors hjem var bla. en stol min mormor altid sad i – aftalen blev at jeg fik den til låns og den blev afleveret år senere. Min mormor havde en guldarmbånd med en masse charms – halvdelen fik min onkel og han solgte dem dagen efter til stor skuffelse for min mor. Da anden halvdel havde min mor og nu var det min brors – jeg husker tydeligt at jeg sagde han ikke måtte sælge uden at spørge mig. Stor var min skuffelse da jeg fandt ud af han havde solgt dem inden der var gået et år.
Min brors familie tager afsted – min bror har orlov og tanken var at blive derude. Det var det som blev fortalt. Ni måneder senere ca henter jeg ham i Kastrup. Jeg kan ikke kende ham. Har har tabt sig voldsomt og vejer 70 kg. Han kommer hjem som vores far ligger for døden. Lidt tid efter kommer hans kone og barn til Danmark igen og der bor i min fars lejlighed i opsigelseperioden, hvorefter de får en lejlighed i Værebroparken.
Kim fortæller, at han som udlænding intet kan eje på Fillipinerne og alle pengene er brugt på jord og de har startet byggerriet af et hus og at alt står i konens navn. Det havde heller ikke været en dans på roser. Ikke meget fungerede derude.
Broderskabet bliver mere og mere sporadisk
I årene efter uddanner min svigerinde sig, søn nr 2 kommer til, de køber flere jordlodder derude (min svigerinde gør), sender 50.000 til at familiemedlem som er syg men kommer sig mirakuløst, køber en båd til et andet familiemedlem etc. Samtidig bliver min bror mere og mere orienteret mod Fillipinerne. Jeg er kritisk og kritisk overfor hans børneopdragelse og vores forhold blive mere sporadisk. Vi ses på pligtdage og det er ofte ikke en fornøjelse. Vi pisser nok hinanden af.
Jeg husker særligt en begivenhed som for mig bliver et vendepunkt. Han, svingerinden og deres to børn skal til os en juleaften. Jeg henter dem på stationen, vi spiser kl. 18 og da vi begge har mindre børn bliver der uddelt julegaver kort efter middagen. Da klokken er 20 har svingerinden det ikke så godt pludseligt så de tager hjem. Min skuffelser og vrede er stor da jeg finder ud af at resten af aftenen har de tilbragt ikke hjemme under dynen men i selskab med andre og sunget karaoke. Min bror ville gøre alt for at gøre sine kone glad.
På et tidpunkt vil han låne nogle penge af mig. Dem låner jeg ham men det kniber med at få dem tilbage. Jeg må rykke for dem.
En aften ringede han temmelig meget ude af sig selv og ville låne nogle penge. Nu er der ikke sådan at pengene heller dengang voksede på træerne og min erfaring fra tidligere gjorde mig nu ikke mildere stemt. Men jeg siger ja. Jeg ved ikke hvad han skal bruge dem til og på det tidpunkt var det også lige meget. Og jeg må igen rykke for mine penge.
Et stykke tid efter skal min bror separeres. Min bror smed ikke rundt med detaljer men jeg forstod han havde optaget lån i sin kones navn. Forfalskning af underskrift er vist temmelig meget ulovligt og på alle måde helt vanvittigt. Sidenhen kan jeg forstår at den tidligere omtalte ejendomsmægler havde fået han lokket med i en fidus – en ejendomshandel som netop viste sig at være en fidus. Min bror blev snydt og skifteretten husker gælden ved min brors død. Men jeg tænker at min bror ikke har gjort det for sig selv – sådan var han ikke – og han skulle have spurgt nogle andre til råds. Men typisk for Kim stolede han på hvad andre sagde og fortalte. Det kan man ikke altid.
Kim var typen, som holdt det meste for sig selv. Han vidste godt, at det var et dum ting, han havde gjort. Hans kone havde ikke været helt tro (ingen undskyldning men måske en forklaring på hvorfor han rodede sig ud i ejemsomshalløj) men han sagde aldrig noget specifikt. Men jo, han nævte hendes utroskab for hendes modvilje mod hans nye forhold pinte ham. Men mistanke om manglede troskab fik jeg bla. for nogle år siden da et underligt match dukkede via Facebook – hvis det er sådan jeg har en formodning om at det er, er det meget nederdrægtigt.
Min bror får en hjerneblødning, som gør at den tjenestemandspension han altid har set frem til kommer i spil og i de senere år var han i fleksjob nogle få timer om ugen. 10 år efter separation får en brev i eboks med skilsmissepapirerne. Efter 10 års seperation.
Efter den hjerneblødning bliver han mere og mere indvandrekritisk og harcelerer over de mange fremmede som kommer hertil “for at nasse på systemet”. Glemt er at hans kone lavede en del sort arbejde, at han havde ihverfald een au pair fra fillipinerne boende hvis eneste formål var at lave sort arbejde og sende penge hjem. Den dobbelt-moral fandt jeg svær at håndterer. Faktisk helt umulig.
Han hørte filipinsk musik, så fillipinske aviser og synes at præsident Duarte var fantastisk og vi må ikke glemme at Marcos havde gjordt meget godt. WTF !
Kim rejser forsat til fillippinerne og til min overraskelse sender han penge derned hver måned og har gjort det i alle årene. På en tur “går det galt” (2018?), som han selv udtrykker det. Han finder sammen med hans eks kones lillesøster og der er drama. Hans ex kone er sur og forstår jeg sætter en kampagne igang mod det formål at gøre livet surt for hendes lillesøster og min bror. Jeg forstod på Kim, at hun jævnligt ringer for at få flere penge – flere end dem hun har fået til at starte en butik og flere end dem hun får hver måned.
Jeg siger, at han er tosset men det er hans penge og hans liv. Og at det ikke er hverken er første eller sidste gang i verdenhistorien at man finder sammen med den forkerte og forbudte.
I december 2019 er der ingen vej udenom. Hans trykken for brystet som han har haft længe kræver en operation der bliver udført med succes på Rigshospitalet. En 4-dobbelt bypass. Jeg kører ham på hospitalet og besøger ham hver dag. Hans sønner besøger ham ikke en enste gang. Det var han meget skuffet over. Vi har lang tid inden planlagt tur til Paris i weekenden og mandag skal han hjem – jeg synes han skal med en ambulance hjem for tanken om at jeg for lavet en hård opbremsning eller andet så såret går op – det jeg ikke frisk på.
Jeg kommer der lidt, rydder voldsomt op og gør rent. Hans hjem er en svinsti og der er ingen hjælp at få – eller han spørger ikke. Det næste møde er den 25. marts og der er det slut.
Et liv er slut. Endnu en del af mit liv er slut.. Det er sådan det er.